Sønderborg: Vi skal tilbage til april 1989 til en adresse i Aabybro. Charlotte er ved at gøre sig klar til en hyggelig aften på restaurant Akropolis i Aalborg. Hun er en glad pige, der to år forinden afsluttede læreruddannelsen og som nu arbejder som idrætslærer og lærer for indskolingen på en friskole i Aabybro.

Den 25-årige nordjyde kender restaurant Akropolis og regner med, at der venter en hyggelig aften. Værten Costa er jo en underholdende og gavmild mand, der gerne giver en græsk sang og en ouzo uden beregning. Alligevel har hun ikke de bedste minder fra restauranten, for da hun senest besøgte den to år tidligere, blev hun pludselig syg - noget med blindtarmen.

Charlotte ved ikke, at det denne aften kommer til at gå meget værre - at der kun er få timer til, at hun får en hjerneblødning, som lammer hendes venstre side. I dag - næsten 30 år senere - kan hun ikke bruge den venstre arm, men hun kan gå til trods for, at venstre ben også er lammet.

Hun ved ikke, at hun skal igennem et hårdt genoptræningsforløb og at sygdommen også vil kaste hende i armene på manden i hendes liv, lære hende at skrive bøger og sende hende på et 10 års ophold i Italien.

Som en ballon

På Akropolis mødes Charlotte med en bekendt, som hun skal nyde aftenen med. Alt er endnu, som de skal være, og med et smil på læben fortæller Charlotte historien om de problemer, hun fik med blindtarmen, da hun senest besøgte den græske restaurant.

Så rejser hun sig og går på toilettet. Nu er der kun få minutter til, at Charlottes liv ændres for altid. Det sker, da hun er tilbage ved bordet. Hun hører et knald - det er som om en ballon sprænger bag hende, siger hun til den bekendte. Han svarer, at der ikke er andet end en mur bag hende - og ser, at hendes mundvig og ene øje hænger.

Vennen reagerer hurtigt. Der ringes efter en ambulance og den 25-årige kvinde køres hurtigt til sygehuset i Aalborg. Lægerne fortæller senere, at det kunne være gået meget værre, hvis ikke der var reageret hurtigt.

Til Viborg

Charlotte opholder sig på sygehuset i Ålborg fra april til juni 1987, men så anbefaler lægerne, at hun får plads på et nyt rehabiliteringscenter i Viborg. Lægerne ved, at hun har en chance for at genvinde en del af førligheden - hun er jo ung og var i god form, før ballonen sprang bag hende.

- Jeg bliver overført, og min far, som sædvanligvis er fedtet, siger, at han vil give mig en rejse, hvis jeg er oppe at gå inden august. Jeg tænker, at den rejse vil jeg altså have, fortæller Charlotte.

Ved hjælp af intensiv træning og viljestyrke lykkes det at komme på benene inden 1. august - rejsen går til Frankrig.

Forelsket

Det er dog ikke kun løftet om en rejse, som får Charlotte til at træne hårdt. Lederen af afdelingen, Stig Hagen, skal også tildeles en stor del af æren. Charlotte forelsker sig nemlig i ham.

Første gang hun ser ham, tænker hun: Det er manden, jeg skal giftes med - det fortæller hun moderen, som vist er betænkelig. Datteren er jo syg og så er der jo også en aldersforskel på 18 år.

Centret i Viborg får Charlotte Hagen på benene og hun vender tilbage til jobbet i Aabybro. Først lejer hun et værelse over for skolen, og hun skubber rulleskolen foran sig den første dag på skolen.

Jobbet som idrætslærer bliver naturligvis droppet og skolen har en lærer, der står klar til at tage over, hvis Charlotte bliver for træt. Men hun føler selv, at alt går godt - og er også lidt stolt over, at den største del af hendes sygdomsforløb lå i sommerferien. På den måde mærkede man ikke rigtigt på skolen, at hun var væk i nogle måneder.

Prøver sig af

Charlotte Hagen har travlt med at bevise over for sig selv, at hun kan stå på egne ben, men hun glemmer aldrig Stig Hagen. Hun ved, at de skal ses igen, men vil først teste, hvor mobil hun er.

En dag sætter hun sig ind i toget til København, kører til hovedstaden, går på toilettet og tager toget hjem igen. Bare for at vise, at det kan hun klare.

Hun låser sig også inde på sit værelse i tre døgn. Det er rædselsfuldt, men et eller andet sted er det vigtigt at finde ud af, om hun kan holde sig selv ud. Det kan hun.

Til Viborg

Efter turen til København og de tre dage bag låste døre tager Charlotte en bus til Viborg, og hun opsøger Stig Hagen. Han er en travl herre og ligger midt i skilsmisseforhandlinger - og er meget overrasket, da hans tidligere patient opsøger ham.

- Jeg skal til et ledermøde, siger Stig Hagen og kører Charlotte tilbage til bussen.

Men en uge senere besøger han hende i Aabybro og nu opstår der langsomt en gensidig kærlighed.

- Han havde jo regnet ud, at jeg var glad for ham, når jeg tog turen til Viborg, selv om jeg ikke rigtigt kunne gå, siger Charlotte.

Der går ikke lang tid, før hun siger sit job op og flytter til Viborg. Her bruger hun de første to til tre måneder på at sove - det er som om, hjernen ikke har fået den hvile, den har behov for, efter hjerneblødningen.

Efter at have sovet ud møder hun Stig Hagens to teenage-sønner - det møde går godt og får Charlotte til at blomstre op. Hun går i gang med at læse til speciallærer, arbejder som specialpædagog for kommunen og får arbejde på den afdeling, hun selv var indlagt. En et-årig uddannelse som samtalepædagog tager hun også i København - og så bliver hun gift med sit livs kærlighed.

Blodprop

Stig Hagen får job på Sønderborg Sygehus i 1992 og samme dag, parret flytter, får han en blodprop i hjertet. Nu er rollerne byttet om - det er Charlotte, som skal tage sig af sin mand.

Men han kommer sig og parret føler sig fra første dag godt tilpas i Sønderborg. Stig Hagen arbejder på sygehuset og Charlotte bliver leder af specialafdelingen og konstitueret viceinspektør på Lysabild Skole samtidig med, at hun arbejder som familerådgiver for kommunen.

Stig Hagen får endnu en blodprop i 1997 og begynder så småt at tale om at flytte til Italien. Det er Charlotte ikke med på - hun syntes, at hun er på toppen af sin karriere.

I 2007 - efter at hendes mand får konstateret kræft - går hun med til at flytte. Parret pakker hendes lille Citroën C2 og kører mod Italien med en hund på skødet og bagsæde og bagagerum fyldt med tøj.

I Italien er pengene små, for den første tid må parret leve af Stig Hagens pension. Det er først, da Charlotte Hagen går til lægen og får at vide, at hendes krop er slidt skæv og at hun aldrig kommer til at arbejde igen, at hun søger og får pension.

Men pengene betyder uendeligt lidt for parret, der nyder Italien og hinanden. De møder masser af inspirerende mennesker, og det får Charlotte Hagen til seriøst at skrive bøger.

Hjem til Danmark

- Det er hele tiden meningen, at vi skal hjem til Danmark igen, og vi vælger at flytte til Sønderborg i 2017, for det er en fantastisk by. Men de 10 år i Italien betyder uendeligt meget for os - jeg kan kun anbefale alle, der drømmer om at prøve et længere ophold i udlandet, til at gøre det. Vi mødte rigtigt mange spændende mennesker, og nu kommer vi ikke til at sidde på plejehjemmet og sige: Tænk, hvad der ville være sket, hvis vi var flyttet til Italien.

I dag har Charlotte og Stig Hagen fundet lykken i et lejet hus på Dybbølsiden. De stortrives og hun nyder de daglige gåture langs vandet - og er taknemmelig over alt det, hun har fået lov til at opleve i de snart 30 år, der er gået, siden ballonen sprang bag hende på restaurant Akropolis i Aalborg.