Hører ofte ordet "bucket list" for tiden. Måske er det fordi, jeg har rundet et halvt århundrede og har kortere tid tilbage, end den jeg har levet. Måske netop derfor er folk omkring mig begyndt at tænke i "bucket list".

"Bucket-list" er et amerikansk ord, som betyder, at man laver en liste over de mål, man ønsker at opnå inden man, så at sige, stiller træskoene. På den måde maksimerer du hvert øjeblik og lever livet fuldt ud. Jeg kan sagtens forstå, at syge reflekterer over Kim Larsens ord og sang

"Om lidt":

om lidt... blir her stille

om lidt er det forbi

fik du set det du ville

fik du hørt din melodi

og reflekterer over: Ved dem jeg elsker, med sikkerhed hvor meget jeg elsker dem?

De har en helt anden problematik end jeg, der er sund og rask og ved, jeg ikke skal herfra sådan lige fluks - i hvert fald ikke planlagt.

Men derfor kunne jeg nu alligevel sagtens have en "før-jeg-stiller-træskoene-skal-jeg-opnå-liste". Men det har jeg ikke og det burde jeg måske.

Ønsker

Ønsker - men stadig ingen liste

Jeg vil gerne have børnebørn se og opleve mine børn blive forældre og hjælpe til alt det jeg kan, det må være kæmpe stort. Det glæder jeg mig til, men det er noget, jeg ikke kan forcere - så den del er jeg ikke herre over. Hvad jeg er herre over, er at få det ud af min hverdag, som giver mig indhold.

Jeg elsker mit arbejde, som også er min passion, så timer og dage flyder sammen, da jeg kan finde min passion alle vegne og i alt: fedt design, spændende mennesker, strand, film, restaurant, natur, bygninger mm. - samtidig beriges jeg af alle de mennesker, som er med på mit "Noahs ark".

Jeg føler, jeg deler ud af kærlighed og omsorg til dem jeg holder af/elsker og der er ingen emner, du ikke kan snakke med mig om. Jeg elsker små og store oplevelser og siger oftere ja end nej, når nogen vil have mig med til noget - jeg kan jo altid blive klogere på mig selv, på andre eller verden.

Når jeg er "langs", så føler jeg jo lykke ved det jeg ser, føler og oplever - og også en form for taknemmelighed, det er ikke det.....det er mere om jeg burde have en rigtig liste, som jeg kan krydse af når jeg har been there/done that. Så et eller andet sted oplever jeg en masse, rejser, lever i nuet, husker kærligheden osv. - men intet af det har stået på en form for liste.

På nettet

Du kan guffidemmæ på nettet få hjælp til at lave en bucket liste og hvis du ikke har ideer til, hvad der skal stå på den, så er der mange, der byder ind med ideer. Det synes jeg er for meget, hvis du ikke selv kan komme i tanke om, eller undersøge, hvad du ønsker at fylde i dit liv som noget du bare må se eller opleve, inden klokken har slået 12, så er det for mig, på ingen måde ægte. Vores liste burde være ting, der skal være ægte i maven eller hjertet og komme indefra, ikke noget udefra og påduttet.

Så må du arbejde for sagen og være seriøs omkring det. Så måske er det en god ide for dig (og mig) at have en liste, så vi har nogle mål i og med livet, mål, som man har reflektere over, kan arbejde hen imod og glæde sig til.

Er jeg typen der ville stresse over en liste? Forskellen er måske for mig, at der er steder, jeg gerne vil opleve, ting, jeg gerne vil se, men når jeg det ikke, så når jeg det ikke - det stresser mig ikke.

Det tror jeg til gengæld en rigtig bucket liste ville gøre, uanset om den liste er i mit hoved eller nedfældet på papir - begge dele ville give mig en utilfredshed på dødslejet, hvor jeg - tror jeg - ville være ærgerlig over alt det jeg ikke nåede, i stedet for at sige pyt og glæde mig over det, jeg nåede. Jeg ved jo for pokker ikke, hvad jeg går glip af, når jeg ikke har været der eller oplevet det.

Men hvis jeg ville paddleboarde (og det vil jeg gerne prøve), så kan jeg jo bare gøre det. Hvis vi vil roadtrippe gennem USA, så må vi jo planlægge, spare op og så gøre det. At være tilfreds her og nu, være nærværende og opleve hver dag, betyder mere for mig end at planlægge ud i fremtiden, men fordi mange snakker om bucket listen, så kan jeg ikke helt greje, om det er helt forkert ikke at have én - burde jeg have det? Har du en?