Oil-anlægget i Nordborg er købt af vestjysk firma, som tror, at der går mindst 20 år, før elbilerne gør benzinstationerne overflødige.
Nordborg: Oil-tanken på Th. Brorsons Vej i Nordborg er solgt til firmaet B.K. Udlejning Aps, der har hjemme i Vestjylland, og vi kan på ugeavisen godt tænke os at vide, hvorfor man investerer i et tankanlæg, når regeringens ambition er, at der skal køre en million elbiler på de danske vejen senest i 2030.
Hvis regeringen kommer i nærheden af sit mål, må det formodes, at mange benzinstationer skal nedlægges, hvilket kan være en bekostelig affære. Især hvis der er tale om gamle stationer, der jo kan have noget i undergrunden, som skal oprenses.
Det må således være en usikker investering at købe tankanlæg - og derfor er vi meget spændte på at høre, hvad grunden er til, at familiefirmaet B.K. Udlejnings Aps har investeret i Nordals.
På stationen møder vi Klaus Obel Kristensen, der sammen med to brødre og faderen ejer en række selskaber med mange aktiviteter. B.K. Udlejning, der lejer tre tankanlæg ud, er bare et af dem. I et andet af familiens selskaber ejes og drives to tankstationer.
Mindst 20 år
Det giver ikke familien søvnløse nætter, at der fra politisk side arbejdes på at få flere ud at køre elbil, siger Klaus Obel Kristensen, der mener, at der i hvert fald går 20 år, før elbilerne rigtigt kan udfordre benzin og diesel på de danske veje.
I de kommende 10 år er udlejningsfirmaet sikret en indtægt, for der er lavet en kontrakt med Oil - det tyske firma, som for nogle år siden købte alle Haar-stationerne. Om der så i 2028 er basis for en kontraktforlængelse, kan ingen sige noget om.
Det er B.K. Udlejning selv, som driver Super Vask anlægget, og det bliver ikke berørt at udviklingen, for selv elbiler skal jo vaskes.

- Jeg håber, at vi hurtigt får lejet butikken ud. Det burde egentlig være let at finde nogen, som vil tage over, for den tilstødende spillehal gav i 2017 en indtægt til indehaveren på 370.000 kroner, mens samme indehaver tjente 200.000 kroner på tips og lotto.
Mere end benzin
Klaus Obel Kristensen understreger, at anlægget på Th. Brorsons Vej er meget andet end benzinstandere. Der er også en butik, spillehal og de store lokaler, som tidligere husede værksted og cykelhandler.
- Jeg håber, at vi hurtigt får lejet butikken ud. Det burde egentlig være let at finde nogen, som vil tage over, for den tilstødende spillehal gav i 2017 en indtægt til indehaveren på 370.000 kroner, mens samme indehaver tjente 200.000 kroner på tips og lotto. Jeg tror, at omsætningen i spillehallen lå på to millioner kroner.
- Maskinerne står stadig i spillehallen, men Elite Games skal lige tjekke dem, før der kan åbnes. Men det tager ikke lang tid. Derfor kan en ny lejer åbne, så snart der er købt varer ind til butikken, siger Klaus Obel Kristensen.
Mand og kone
De nye ejere håber, at et ægtepar vil leje hele anlægget - altså at hustruen tager sig af butikken og manden af det store værksted.
- Det er altid bedre at have en lejer i stedet for to. Så kan der ikke så let opstå ballade, siger Klaus Obel Kristensen.
Han har fået henvendelser fra en restauratør og en, der ville åbne et pizzaria i bygningerne, men de fik begge afslag, fordi der ikke skal ligge et værtshus lige op og ned ad benzinstandere. Pizzariaet synes Klaus Obel Kristensen ikke rigtigt passer ind i konceptet.
Billig leje
De nye ejere lover, at de personer, som lejer butik og værksted, slipper med en billig husleje. Ejerne er nemlig sikret en lejeindtægt fra Oil og det forventes også, at der kommer en fast indtægt fra vaskeanlægget.