Sønderborg: Onsdag 14., 21. og 28. august alle dage kl. 16.30 holder Sønderjysk Pigekor og Drengekor åbne korprøver, hvor nye sangere kan prøve at være med i koret. Prøverne er for både for piger og drenge i alderen 4-13 år.
- Vi oplever, at nogle børn er meget nervøse for at komme til optagelsesprøve i koret, så nu prøver vi at invitere nye sangere ind via åbne prøver, fortæller chefdirigent Mette Rasmussen i en pressemeddelelse fra koret.
- Når børnene har prøvet at være med og opdager, at vi arbejder i en hyggelig, sjov og afslappet atmosfære, er det forhåbentligt mere trygt for dem at skulle synge en lille uformel optagelsesprøve for dirigenten.
Det er første gang, koret inviterer til åbne prøver, som altså finder sted i Det Sønderjyske Sangcenter på Sønderborg Kaserne.
- Det er et gratis tilbud, og der er ikke forhåndstilmelding - man kommer bare en af onsdagene og må gerne have mor eller far med, beroliger dirigenten.